
I mere end et århundrede har Bianchi været synonymt med cykler af høj kvalitet. Mange cykelentusiaster anser Bianchi for at være blandt de bedste cykelproducenter i verden, og det er egentlig ikke så underligt; Bianchi laver smukke, veludstyrede og yderst effektive cykler, som både appelerer til den passionerede æstetiker og den professionelle cykelrytter. Der er dog ét aspekt af Bianchis cykler, der virkelig adskiller dem fra konkurrenterne: deres karakteristiske celeste-farve eller “Bianchi Blue”, som den også kaldes – det måske mest ikoniske særkende ved noget cykelbrand i hele verden. Men hvordan fik Bianchis cykler denne karakteristiske blågrønne nuance, og hvorfor er den blevet så vigtig for Bianchi-brandet med årene? Læs med her og bliv klogere på Bianchis ikoniske farve.
Den smukke himmel over Milano
Det vides faktisk ikke helt præcist, hvornår og hvorfor farven blev taget i anvendelse første gang. Der er med årene opstået en hel del teorier, – nogle mere sandsynlige end andre –, om, hvordan Bianchi-cyklerne i første omgang fik deres farve. En af de mest udbredte fortællinger går på, at skaberen af Bianchi, Edoardo Bianchi, helt tilbage i starten af 1900-tallet, valgte at male sine cykler i “Celeste”-farven som en hyldest til den smukke himmel over Milano, hvor Bianchi boede og stiftede sin cykelforretning.
Andre beretninger er af den mere kuriøse slags. Nogle mener, at farven skulle være valgt som en hyldest til Italiens daværende dronning Margheritas, smukke, blågrønne øjne. Det er i øvrigt hende, som man mener, at den ikoniske Margherita-pizza er opkaldt efter – det er vel ikke så dårligt, at have været inspirationskilde til verdens mest ikoniske pizza og cykelmærke.
En anden fortælling går på, at cyklerne fik deres velkendte farve ved en fejltagelse, da malingen skulle blandes. I 1940’erne, hvor bl.a. Fausto Coppi kørte for Bianchis professionelle cykelhold, stillede rytterne til start i Giro d’Italia på celeste-farvede racercykler. Coppi og holdkammeraterne troede, at Bianchi havde valgt den særprægede blågrønne farve for at heldet skulle tilsmile holdet på landevejen.
Farven ændrer sig med tiden
Interessant nok har den nøjagtige nuance af celeste ændret sig en del gennem årene. Hvis du sammenligner en moderne Bianchi-cykel med en cykel fra begyndelsen af 1900-tallet, vil du sandsynligvis blive slået af, hvor forskellige de ser ud. Det skyldes, at firmaet har ændret formlen for deres signaturfarve snesevis af gange i årenes løb. Celeste er altså ikke en statisk størrelse, men noget som løbende ændrer sig, men altid med rødderne i Bianchis mere end 130 år lange historie.
I dag er celeste mere end blot en farve for Bianchi – farven er blevet en indgroet del af mærkets identitet og fortælling. Uanset om du kigger på en af deres high-end racercykler eller en mere beskeden citybike, er der gode chancer for, at den vil være celestefarvet. Bianchi fås dog også i andre farver, som du kan se, hvis du tager et kig på Bikelands udvalg af Bianchi-cykler. I 80’erne og 90’erne blev der produceret en del gule Bianchi-cykler, som stadig fås i dag – nogle gange i en spraglet kombination med den ikoniske “Bianchi Blue”.